11.9.07

Nicholas Winding Refn i Den 11. Time

I Den 11. Time er de i gang med en føljeton, hvor de interviewer Nicholas Winding Refn med det formål at skrive en bog med titlen "Makværk. Eller hvordan jeg brændte 80.000.000 filmkroner af på et egotrip og endte som en fiasko". Jeg har lige set anden episode, hvor Michael Bertelsen stillede spørgsmålene, og for fanden! Det er godt fjernsyn! Nicholas Winding Refn, som helt tydeligt et en knudemand med mange komlekser, er brudt helt ned til sokkeholderne, og sidder i lange perioder under dette afsnit og flæber. Når jeg skriver det på den måde, så er det ikke ment nedsættende om manden, som jeg har stor respekt for.

Jeg var faktisk inde og se en snigpremiere på hans film "Fear X", som har John Turturro i hovedrollen. Ved den lejlighed var instruktøren til stede i Dagmar Teatret og gav os en introduktion til filmen. Jeg synes vel dengang, at filmen var ok, men ikke fantastisk. Det var tilgengæld hans første film, Pusher og Bleeder. Pusher er nok den mest helstøbte af de to film, men Bleeder imponerede mig mest pga. Kim Bodnias fænomenale skuespilpræstation. Når man ser på, hvad han har lavet sidenhen, så må man konkludere, at personinstruktion virkelig gør en forskel, og alene af den grund har jeg en dyb respekt for Nicholas Winding Refn. Når man dertil lægger, at han er så fantastisk ambitiøs når han laver noget, så gør det efter min mening ikke så meget, at han ikke har haft samme succes med alle sine film.

Men det er jo min nemme dom fra lænestolen. Når man ser ham i Den 11. Time, så bliver det klart hvor store omkostninger, det har haft for ham personligt, og hvor meget af sig selv han har haft investeret i de projekter han har været involveret i. Skidt med de 80 millioner. Det er på det personlige plan, at vi ser hvor langt ude han har været/er at skide. Han siger at han har været i terapi, og det er tydeligt at se, hvorfor han har brug for det. Han har tydeligvis meget svært stadig i dag ved at se sig selv i øjnene, og derfor bliver de nådesløse, nærgående spørgsmål meget pinagtige.

Jeg har stor respekt for manden for at stille op til det, og jeg glæder mig meget til at se, hvordan det kommer til at udvikle sig fremover.

4.6.07

Mere med Dan Dennett

Jeg har trawlet lidt rundt på interwebbet for at finde ud af, hvad jeg kunne, om mit seneste idol, Daniel C. Dennett. Jeg fandt bl.a. denne -temmelig lange- video, hvor Dan udtaler sig om en alt fra religion til bevidsthed og fri vilje. Det er meget spændende.

22.5.07

I'm a bright



Her i forrige uge så jeg et afsnit af Deadline 2. Sektion, hvor den amerikanske videnskabsmand og filosof Daniel C. Dennett blev interviewet. Emnet var hans bog "Breaking the Spell", som handler religion betragtet gennem darwinistiske briller. Hans tese er, at religioner udvikler sig som selvstændige organismer, og at disse ligesom alle andre (levende) organismer først og fremmest er interesserede i deres egen (arts) overlevelse. Han sammenligner religioner med parasiter, idet han gør opmærksom på, at det ikke nødvendigvis betyder, at han betragter religioner som skadelige: Der findes utallige godartede parasiter med hvilke mennesker og dyr indgår gavnlige symbiote fællesskaber. Men han advarer imod det, han kalder "giftige religioner", hvilket altså er at sammenligne med skadelige parasiter. Interviewet var vældig godt, ikke mindst fordi man fornemmede en antipati med Daniel C. Dennetts synspunkter fra intervieweren Jes Stein Pedersens side. Mit gæt er, at han er religiøs, og derfor i nogen grad tog det personligt. Men det skal ikke være en kritik (på nær måske lige til allersidst, da han vendte sig mod kameraet og gav en ikke helt loyal opsummering af nogle af pointerne på dansk), tværtimod, så gjorde det spørgsmålene des skarpere, uden at det havde karakter af at være et angreb.


DCD, som var en uhyrre spændende mand at lytte til, fortalte bl.a., at han betegnede sig selv som en "bright", og forklarede derpå dette udtryk. The Brights er en samlende betegnelse, som nogen har fundet på at give alle de mennesker, som man ellers ville kalde ateister, agnostikere, naturalister, humanister osv. Selve betegnelsen "de kvikke" var selvfølgeligt faldet nogle religiøse for brystet, da de mente, at det hermed var underforstået, at de var det modsatte af kvikke. Men DCD invendte, at man jo kunne sammenligne det med det udtryk, som bøsser og lesbiske i engelsksprogede lande bruger som beskrivelse for sig selv, nemlig "gay" (som betyder glad), hvilket jo ikke skal forstås sådan, at de er de eneste, som kan være glade eller, som i dette tilfælde, kvikke. Desuden, sagde han, så stod det jo de religiøse frit for at opfinde et tilsvarende positivt ord til at beskrive sig selv med, lidt på samme måde som når man kalder heteroseksuelle mennesker for "straight". En eller anden havde foreslået at de kunne kalde sig for "supers" fordi de netop adskilte sig fra brights ved deres tro på overnaturlige (supernatural) fænomener. Om der så rent faktisk er andre end brights, som bruger denne term skal jeg ikke kunne udtale mig om.

Jeg vil anbefale alle at se interviewet. Jeg har selv en plan om at læse bogen, og jeg tør godt love, at hvis/når det sker, skal jeg nok skrive hvad jeg synes her på siden. Foreløbigt har jeg dog meldt mig under fanerne hos "The Brights", da jeg er af den holdning, at denne bevægelse har brug for så meget slagkraft, som den kan mønstre. Lad det hermed også være en opfordring til alle mine "kvikke" læsere.

Post Scriptum:
Jeg var inde på 2. sektions hjemmeside og se et ældre indslag, som var en debat mellem en folkekirkepræst og den unge formand for ateistisk selskab. Selvom jeg i princippet er enig med ateistisk selskab, og selvom formanden bestemt ikke var uintelligent at lytte til, så virkede hele ideen temmelig fortænkt for ikke at sige ligegyldig. Det første jeg kommer til at tænke på, er foreningen af kritiske licensbetalere, som er en lille gruppe mennesker, som hidser sig gevaldigt op over noget, som almidelige mennesker har tilsvarende svært ved at tage alvorligt. Men måske er det bare sådan for små interesseorganisationer?

12.5.07

Den Store Narrøv Teori

Jeg er meget fascineret af alle former for internetdebatter, fra kommentarene på Slashdot til VU's hjemmeside til UseNet og pokernet.dk... Der er store forskelle i debatkulturen på disse steder, men de har alle en ting til fælles, som adskiller dem fra den "civiliserede debat", som man kender fra aviser, nemlig det, at de fleste debatører er så godt som anonyme. Denne anonymitet har givet anledning til at formulere det, som er kendt som John Gabriel's Greater Fuckwad Theory, som kort fortalt går ud på, at kombinationen af anonymitet og adgangen til et stort publikum adstedkommer en metamorfose, som forvandler almindelige mennesker til narrøve. Hvis man betvivler troværdigheden af denne teori, kan jeg opfordre til, at man læser et uddrag kommentarene til en tilfældig valgt video fra forsiden af YouTube.

24.4.07

Til kunstudstilling i H.C. Ørstedsparken

Da jeg sidst var i København, var jeg en tur i H.C. Ørstedsparken for at drikke nogle øl i anledning af en kammerats fødselsdag. Mens vi sad og nød solen, slog nogle mennesker et telt op lige ved siden af, hvor vi sad. Teltet var et helt almindeligt 2-3 personers kuppeltelt af den slags, man ser i tusindvis af på festivaler. Vi kom naturligvis til at snakke om det, og der var forskellige bud på, hvad det mon kunne være. Min kammerat, fødselsdagsbarnet, fortalte, at der sidste sommer havde camperet en gruppe hobos i parken i en længere periode. Det så det dog ikke ud til at være. Gruppen der satte teltet op bestod af unge mennesker, og da de samtidigt havde fået gang i et lille spritkøkken, var min egen formodning, at det måtte være backpackere, der ville spare en mønt på overnatning. Lidt senere fik vi dog svaret, da en køn, norsk pige fra gruppen kom hen og forklarede os, at teltet var et omrejsende kunstgalleri, og inviterede os til at besøge udstillingen. For at gøre det mere tiltrækkende (formoder jeg) kunne de omrejsende gallerister også byde på pandekager, som de tilberedte på deres spritkomfur. Ved et sammentræf forholdt det sig sådan, at en pige fra vores gruppe er uddannet kunsthistoriker, og hun var da også den første til at melde sig. Min nysgerrighed var også blevet vakt, så jeg sluttede trop med det samme. Der var ikke flere der meldte sig i første omgang, hvilket var godt det samme, da det var tvivlsomt, om der overhovedet var plads til mere en éen gæst i galleriet ad gangen, hvis ikke man skulle risikere at skade udstillingen. Vi fik dog mast os derind begge to, og den norske pige satte sig uden for indgangen for at fungere som rundviser.

De udstillede kunstværker bestod af en håndfuld indrammede miniaturebilledkunstværker, et broderi på inderseglet af teltet, en opstilling af små plastikfigurer, en lang liste med navne i et bundt og en mundharmonika. Både listen med navne og mundharmonikaen, viste det sig, hørte sammen med et par af de indrammede billedkunstværker. Mundharmonikaen var en del af det eneste værk, som vores guide, den norkse pige, selv havde lavet. Værket var en art tabulatur for mundharmonika, som var blevet hængt op og indrammet, og det var så meningen, at man som gæst skulle forsøge at spille melodien i rammen. Jeg forsøgte ikke selv, idet jeg har en smule angst overfor instrumenter, men medgæst gjorde. Hvis jeg skal fælde dom over værket, så må jeg tilstå, at det på mig mere virker som en pædagogisk leg end som et kunstværk. Jeg kan godt lide ideen om, at man som beskuer bliver udfordret og aktiveret, men jeg har samtidigt svært ved at se pointen.

Mens der blev pustet i mundharmonika, blev jeg sat ind i et af de andre værker, nemlig værket til hvilket den lange liste med navne hørte. Den anden del af værket, var en meget kortere, håndskrevet liste med navne, som var indrammet og hængt op. Jeg fik forklaret, at kunstneren ligeledes var norsk, og at den korte liste med navne var en liste over alle de mennesker, han kendte personligt i Oslo, som han kunne komme i tanke om. Der drejede sig, så vidt jeg husker, om ca. 60 personer. Den meget lange, maskinskrevne liste, var alle de navne på kendte personer, som han altså ikke kendte personligt, som han kunne komme i tanke om. Denne liste var på adskillige hundrede navne. Jeg synes ideen var sjov, og pointen var let at fatte. Jeg foreslog vores guide, at denne kunster skulle gøre det til sit livsprojekt at lære nok mennesker at kende i virkeligheden, sådan at den første liste endte med at blive den længste.

Vi fik også forklaret broderiet med verdenskortet. Det var startet, fik vi forklaret, med at en gruppe af kunsterne havde udfordret hinanden til i fællesskab at tegne et verdenskort, men uden hjælp fra nogen former for atlas eller kort. Det havde vist sig, at være meget svært, og det endelige resultat var meget langt fra "virkeligheden". Jeg forstod ikke helt, om det kort der var endt på inderseglet af teltet var en reproduktion af det første forsøg, eller om de havde forsøgt en gang mere, men ihvertfald var også dette kort ganske uperfekt. Jeg husker, at sydøstasien var ganske uden detaljer i kystlinjen, samt at grønland helt manglede. Jeg synes også, at denne idé var god, og pointen var let at fatte.

Udstillingen af de små plastikfigurer sagde mig ingenting, og det samme gjorde sig gældende for adskillige af de øvrige billedkunstværker. Et af dem, en indrammet krusedulle, gjorde mig direkte irriteret. Kun et enkelt værk bestående af tre indrammede artifakter, syntes jeg påkaldte sig en smule eftertanke. De tre artifakter var hhv. to fotografier og en æske tændstikker. De to fotos var begge af den samme man. På det ene står han foran en amerikanerbil (muligvis på en tankstation, men jeg kan huske galt), rank og smiler til kammeraet. Manden er omkring midaldrende, og billede ser ud til at være taget for en del år siden. På det andet billede ligger den samme herre slængt henover en seng i, hvad der ser ud til at være, et billigt hotelværelse. Han er fuld påklædt med skjorte og slips (dog har han smidt jakken), men han ligger og ser næsten æggende på kameraet. Mellem de to billeder hænger så tændstikspakken, som er en reklamepakke fra et motel eller hotel, og som de to fotografier ser den ud til at have nogle år på bagen. Vi fik forklaret af vores norske guide, at de tre artifakter alle var nogen, som kunstneren var kommet i besiddelse af ved et tilfælde, og at han således intet anede om manden på billedet. Pointen med værket er naturligvis den lille historie, som de tre ting danner tilsammen. Det er næsten umuligt ikke at skabe en fotælling i sit eget hovede, der sammenkæder disse ting, og det synes jeg er godt lavet.

Da vi således havde fået studeret alle værkerne, var der intet andet for, end at træde ud i sollyset igen og gøre plads til de næste to gæster, som begge var fra vores oprindelige, lille fødselsdagsfest. Vi blev derpå budt på en pandekage hver, og fik en snak med vores guide om hele konceptet bag det omrejsende galleri. Det viste sig, at de ikke havde rejst så vidt endnu, men at de dagen før havde slået deres telt op på rådhuspladsen, og at de havde fundet ud af, at deres udstilling særligt var et hit blandt små børn (jeg overvejer, om det kan have noget med pandekagerene at gøre?). Derfor havde de besluttet at lægge vejen forbi nogle børnehaver på deres videre færd. De havde også været i Bergen i Norge, og var på et tidspunkt blevet mødt med spørgsmålet: "Er dette noget i tjener penge på?" Da de havde svaret nej, blev de spurgt: "Hvorfor gør i det så?" Jeg følte godt, at jeg forstod hvorfor denne samtale var absurd, men jeg tænkte samtidigt, at det havde været interessant, at få svaret på hvorfor de så gjorde det. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke spurgte. Måske var det fordi jeg gerne ville have, at de (eller i hverfald den kønne norske guide) kunne se, at jeg var på deres side, og var en af dem, så at sige, og at jeg kunne forstå, at man ikke behøvede andet end den kunsteriske nysgerrighed og skabertrang som begrundelse for at kaste sig ud i det de lavede. Men hvor meget jeg end har respekt for det de laver, så var der også en del af mig, der mente, at have gennemskuet dem på en måde, som de ikke selv havde. Når jeg tænker over det nu, så tror jeg at der er noget ved hele ideen om miniaturekunst, som jeg ikke kan lide. Jeg får den tanke, at de i højere grad leger kunstnere end at de er det. Og det var på en eller anden måde svært at tage deres identitet som kunstnere som andet end et postulat. Det jeg følte, jeg havde gennemskuet, var altså, at det hele ikke var meget mere end et forsøg på at gøre sig selv interessante...

På den anden side. Jeg respektere virkeligt, inderligt disse menneskers nysgerrighed. Som typer kan jeg virkeligt godt lide dem. Ved at påtage sig idetiteten som kunstner forsøger disse mennesker jo at tvinge sig selv til at opfatte verden på en anden måde end os andre. De forsøger af al magt at være originale, og selvom det sjældent lykkes for dem, så gør det dem alligevel mere interessante end så mange andre. Det der irritere mig til tider, er denne postulerede nødvendighed af de kreationer de frembringer. Det gælder sådan set ikke kun denne lille skare, men i høj grad også en stor del af de mere eller mindre etablerede navne. Jeg havde en snak med vores kunshistoriker om det. Jeg foreslog i et forsøg på at være provokerende, at alle billedkunstere i verden skulle holde op, og tage en pause på 100 år, og på den måde give billedkunsten en chance for at gøre sig selv nødvendig igen. Der er i mine øjne ikke brug for billedkunst nu om stunder til andet end at hænge op over sofaen og til at udsmykke virksomhedskantiner. Og begge disse formål er, efter min mening, kunstnerisk dybt kedsommelige. Eller? Måske er det i virkeligheden nok? Nu mere jeg tænker over det, nu mere føler jeg mig overbevist om, at billedkunstens fremmeste formål er, at hænge over sofaer og i virksomhedskantiner. Det er kunsten på museer og på gallerier, jeg har det svært med. Hele ideen om, at man tager på museum og vandrer tålmodigt rundt for med stirrende blikke at forsøge at fravriste forskellige bemalede lærreder deres dybere mening, når deres eneste mening er, at de skal se pæne ud på væggen i stuen.

(to be continued)

15.2.07

Smagsdommerne

Jeg er vild med, at DR2 med mange af sine programmer kan få mit pis i kog. Jeg kan kun tage 3 kanaler, men jeg kunne i virkeligheden godt undvære en af dem. Nå, anyways, jeg har altså lige set smagsdommerne med et panel bestående af Ivar Gjørup (forfatter og tegner af Egoland), Mikael Jeppesen (bagsideskribent på Xtra-bladet) og en Anne-Grethe Bjarup Riis, som jeg ikke før var bekendt med.

Emnerne for dagens domme var den nye film om hele Jørgen Leth postyret, som hedder "Sanselighedens pris"; et nyt (jeg forstår, at der har været et tidligere) show på Bellevue teatret af brødrene Lund Madsen; en roman baseret på virkelige, dramatiske hændelser i Sverige, som hedder "Lasermanden" og endeligt en kunstudstilling i Aarhus af en vis Poul McCarthy, som efter sigende skulle være verdenskendt.

Da jeg ikke har været udsat for nogen af de ovenstående kulturelle tilbud, kan jeg af gode grunde ikke så godt forholde mig til, om jeg er enig med de enkelte dommeres bedømmelser, men det afholder mig nu ikke fra at finde programmet stærkt underholdende. Og det afholder mig så absolut heller ikke fra at danne mig -stærke- meninger om de enkelte smagsdommere.

Det første de skulle diskutere, var som sagt det nye show af Brdr. Lund Madsen. Smagsdommerdebutanten, den fom mig ukendte Anne-Grethe Bjarup Riis, fik lov til at lægge ud med sin bedømmelse, som var meget uforbeholden begejstret. Det, jeg har hørt om Brdr. Lund Madsens tidligere show fra folk, jeg kender, samt hvad jeg generelt kender til dem, får mig til at skyde på, at min mening sandsynligvis også ville være positiv, så der var for mig at se intet kontroversielt ved hende mening. Derimod overraskede Jeppesen mig ved at være meget entydig i sin nedsabling af showet. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har fulgt med i mandens bagsideskriverier i Ekstrabladet, men jeg antog -tilsyneladende ganske fejlagtigt- at han var sådan en slags folkelig, sjov mand i stil med Urbans panel af standupbagsideskribenter. Derfor var min første indskydelse, at hans holdning var udtryk for en slags provokation, som mere var beregnet på at overraske (som den jo gjorde), og på at sætte ham i centrum, end den egentlig var udtryk for hans stærke mening. Først senere i programmet gik det op for mig, at manden åbenbart er et snobbet, reaktionært røvhul, som absolut ikke har sin mening for at provokere, men som tværtimod indtager et komplet forudsigeligt, ufarligt standpunkt til alting. Mere om det senere. Ivar Gjørup var den sidste til at sige noget, og hans mening om showet placerede sig mellem de to førstes, dog langt mere positiv end negativ. Der var for såvidt ikke noget spændende ved hans holdning.

Det næste emne var det, som virkeligt fik sindende i kog. Indrømmet nok mere mit end dommerne i studiets. Det handlede om "Sanselighedens Pris", der, som jeg forstår det, er en film der er skabt dels som en undersøgelse af de betingelser, der udløste den uforholdsmæssigt store mediestorm i kølvandet på Jørgen Leths bog "Det Uperfekte Menneske", dels som en mulighed for Leth selv til at komme til orde og give sin mening om hele misèren til kende.

Jeg så en omtale af samme film i Deadline (også på DR2) forleden, samt et interview med skaberen af filmen, Jørgen Leths ven Jørgen Flindt Pedersen. Min sympati i debatten har -indrømmet- hele tiden ligget på Jørgen Leths side, og det eneste, jeg er blevet forarget over, har været andre menneskers forargelse over Leth. I Deadline redegjorde Jørgen Flindt Pedersen for sin påstand om, at det var et triumvirat af Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden (som jeg i mange andre henseender er fan af), Ekstrabladets ansvarshavende ditto Bent Falbert, samt KVINFOS direktør Elisabeth Møller Jensen, som i fællesskab korsfæstede Jørgen Leth i den offentlige debat.

Anyways... Som kunstværk betragtet var der så vidt jeg huske ikke nogen i dommerpanelet, der havde meget tilovers for denne nye film. Jeppesen indledte sin bedømmelse ved at bemærke, at værket altid er mere interessant end kunstneren, hvilket denne film bekræftede. Så fik han indskudt, at Jørgen Leth som kunstner jo rangerede oppe blandt Dreyer og Von Trier, hvilket fik mig på sporet af, hvor snobbet han i virkeligheden var. Det passer meget godt med mit indtryk af hans arbejdsplads, Ekstrabladet, som også har slået mig som et sted hvor man er begejstret for finkulturen, forudsat at det uomtvisteligt er acceperet af etablisssementet (hvad så end det er). Det er mao. rent snobberi for de "rigtige meninger", og det er efter min mening dødsygt og aldeles uinteressant. Lad mig lige uddybe lidt hvad det er jeg hæfter mig ved, ved Jeppesens udtalelse. At nævne Leth, Dreyer og Von Trier i sammenhæng er jo ikke andet end namedropping, ved det at de jo ikke har meget andet tilfælles end at de er filminstruktører. Det handler for Jeppesen bare om at rangordne de "største", og da hans valg samtidigt er himmelråbende banale, så bliver det ikke andet end en understregning af, at han kender og håndhæver den "rigtige mening". Ligesom Ekstrabladet.

Temmeligt hurtigt kom diskussion til at dreje sig mere om personen Jørgen Leth end om den film, de tre dommere var sat til at bedømme. Ivar Gjørup, som jeg i forvejen er fan af pga. af hans serie i Politiken, gik til min fryd i flæsket på det, som er blevet beskrevet som den bølge af nypuritanisme, der har rejst sig i det danske samfund. Jeg kan ikke huske hvilket ord han brugte, om det var "ulidenskablighed" eller "ulyst", men jeg synes han fik beskrevet det meget godt og præcist. Bjarup Riis tilkendegav, at hun, før hun så filmen havde haft en anti-Leth holdning (hvilket straks gjorde mig på vagt), men at hun efter at have set den nu nærmere så ham som en stakkel. Hmm. Det vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle mene om. Hvad mente hun med det? Var det oprigtigt, eller var det ment på en overbærende måde? Det var ikke helt til at sige umiddelbart, men så sagde Gjørup noget, der fik hende op af stolen. Han beskrev hvordan disse nypuritanske tendenser i tiden altid resulterede i krav om mere lovgivning, hvilket han syntes var forfærdeligt. Jeg tænkte, at det var et godt synspunkt, som jeg ikke selv havde overvejet, men som det var svært at være uenig i. Men så bød Bjarup Riis ind og tilkendegav, at hun var tilhænger af, at man indførte et forbud mod mænds besøg hos/anvendelse af prostituerede, i stil med det svenske. Selvom det synspunkt for mange måske ikke er så kontroversielt, så kom det lige i kølvandet på Gjørups absolut fornuftige fremstilling af, hvorfor man *ikke* skal ty til lovgivning for at løse disse "problemer", og det fik mig uvilkårligt til at tænke, at hun da måtte være tungnem eller noget i den retning. Det skal her nok præciseres, at snakken forud for dette gik på, det forhold at den 17-årige tahitianske pige, som Leth havde et seksuelt forhold til, stod i et økonomisk afhængighedsforhold til ham, idet hendes mor var ansat af ham som kok. Jeg synes måske nok, at der er et ikke ubetydeligt spring derfra til spørgsmålet om ulovliggørelse af prostitution, idet det sidstnævnte så vidt jeg ved primært handler om at finde en løsning på problemet med international menneskehandel og den ufrivillige prostitution der foregår i forbindelse hermed. Jeg ved godt, at visse feminister vil hævde, at al prostition er ufrivillig, og at man ikke kan skelne mellem den ene og den anden slags, men det er efter min mening noget vrøvl. Det kan godt være at at der ikke er nogen der drømmer om at blive prostiturerede, men det er ikke anderledes end andre lavstatuserhverv for såvidt at man ikke er tvunget til at udføre det. Jeg tager stærk afstand fra denne formynderiske tankegang, at voksne mennesker skal fratages retten til at bestemme over deres egen krop, fordi en flok feminister væmmes over selve tanken ved at forestille sig selv i samme situation. Men det var altså denne debat, som Bjarup Riis fik bragt på banen, sådan lidt ud af det blå. Gjørup forfægtede sit synspunkt om, at man ikke skulle bruge lovgivningen i denne sag, til hvilket Bjarup Riis replicerede noget i retning af: "Jamen, skal mænd så bare have lov at tænke med pikken!?" Selvom jeg ikke helt var klar over, hvor hun ville hen med det, fik jeg lyst til at råbe: "Ja, for fanden! Hvad er der i vejen med det?" Pikke er da ikke onde, selvom jeg har et stort antal feminister mistænkt for at mene, at de er. Når jeg tænker over det, så forekommer det mig, at den femistiske sag i store henseender gå ud på at regulere den mandlige seksualtitet indtil de bestemmer over den. Måske er det kønnenes kamp om monopol på at bestemme hvornår og med hvem vi skal bolle?

Videre. Det næste, smagsdommerne skulle tage stilling til, var romanen "Lasermanden". Det er for såvidt uinteressant at komme næremere ind på, hvad den handler om. Alle dommerne var enige om at den stank, om end de havde forskellige måde at udtrykke det på. Gjørup var humoristisk i sin måde at spidde den på. Han læste en passage op, som vitterligt var lattervækkende i sin anvendelse af klicheer. Jeppesen fik indskudt, at han havde ringet til Adrian Hughes efter 50 sider og meddelt at han nægtede at læse den færdig, fordi han var ved at "brække sig". Han sagde det nærmest som om det var en udfordring, hvilket jo var lidt mærkeligt i betragtning af, at de to andre jo allerede havde tilkendegivet, at de ikke brød sig om bogen. Det var i øvrigt morsomt, at han så alligevel læste bogen færdig, da han fik besked på dette af Adrian Hughes. Eller: Jeg ved ikke om det virkeligt er morsomt, men jeg havde på dette tidspunkt fattet en voldsom antipati for manden, hvis mening jeg fandt aldeles uinteressant og overflødig, på trods af den måde han pustede sig op.

Det sidste kulturelle tilbud, som panelet var blevet sat til at bedømme, var udstillingen på Aros i Aarhus af kunstneren Poul McCarthy. Ivar Gjørup var skeptisk, men ville ikke rigtig ud med sproget. Begge de to andre var begejstrede. Bjarup Riis, som åbenbart er billedkunstner tillige med skuespiller, blev tilskrevet at have en særligt kvalificeret mening, selvom jeg ikke helt forstod hvorfor det nu skulle være tilfældet. Jeg hæftede mig ved, at hun på den ene side var vild med en installation, som havde voldsomme, seksuelt eksplicitte videoer, og på den anden side var tæt på at ville forbyde ikke alene prostitution, men også pornografi tidligere i udsendelsen. Det er ikke fordi jeg ikke kan se en forskel på de to ting (altså pornografi og installationskunst), som kunne bruges som argument for en skelnen, men i sidste ende kan det jo kun være et spørgsmål om forskel i æstetik. Jeg er ikke sikker på, at hun selv havde tænkt over dette. Jeppesen, som havde forholdt sig negativt til alle de andre emner, var nu pludselig meget positiv. Det viste sig, at han var en slags ekspert i netop denne kunstner, eller i hvert fald en kender. Der blev nu lagt op til, at han rigtigt skulle rulle sig ud med fine højpandede analyser, men af en eller anden grund blev det ikke rigtigt til noget. Det var som om, at han fik præstationsangst, nu hvor han ikke længere skulle forklare hvorfor noget var helt af helvede til. Jeg tillader mig at overfortolke lidt og påstå, at han simpelthen var bange for, at det han havde at sige ikke ville være fint og "rigtigt" nok. Derfor kom han ikke rigtig længere end til et løfte om, at han kunne sige en masse begavet, men at det ville blive frygtelig højpandet, hvis han gjorde.